Mavefornemmelse og beslutninger

Jeg har længe været på overarbejde – længe før, at alt blev lukket ned. Jeg kommer til at være på overarbejde længe endnu – sådan er det i min lille familie, med de særlige behov vi har.
Det sidste døgn har følelserne været mange! Mange tanker har fyldt! Hvad gør vi nu – altså herhjemme hos os – i vores lille familie!
Jeg har i dag talt med Rigshospitalet, i går med specialgruppen og jeg har spurgt ind til andre familier – hvad gør de?

Jeg har fulgt med i nyhederne og læst med, på de sociale medier.
Prøvet at finde ud af, hvad min mavefornemmelse siger mig, at vi skal gøre!
Jeg er blevet tagget i en facebookgruppe – hvor mødre og fædre råber højt. De er bekymrede og også vrede – på regeringen og på hinanden – på dem der ikke har samme mavefornemmelse som de selv. Dem som måske ser tingene anderledes. Jeg fandt ud af, at den gruppe ikke er for mig – den hjalp ikke på min mavefornemmelse – men måske den er det helt rigtige sted for andre.

Jeg har følt mig misforstået og belært, fra en kant jeg ikke havde forventet.
Vi har diskuteret herhjemme – hvad gør vi – hvad er bedst?

På de sociale medier især, er der mange meninger og holdninger. Nogle skriver meget kort, hvad de vil gøre og andre er mere uddybende og dømmende – jeg har næsten følt, at der efterfølgende har stået…”og hvis du ikke gør det samme, så er DU en dårlig mor.”
Der bliver talt om, at ingen børn skal dø og at disse børn skal kunne leve med, at have smittet deres forældre – hvis de bliver sendt afsted. Det er barskt!

Samtidig ved jeg, fra vores indlæggelse på børneafdelingen i Aalborg, at der har været ro på. Mange børn er testet og meget få testet positive. Dem der havde været positive, var taget med deres forældre hjem igen – de var ikke hårdt ramt.

Mille er i risikogruppen – men ingen ved, hvordan hun vil reagere på virussen.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal følge vores egen mavefornemmelse – for vi ved, hvad der er bedst for vores familie. Men jeg har haft svært ved at mærke den. Jeg har prøvet at adskille fornuft og følelse og jeg har prøvet, at lukke larmen ude. Jeg tror, at vi er mange der har haft svært ved at mærke efter – ligesom jeg ved, at mange har haft let ved at tage netop deres beslutning.

I vores hjem, skal vi passe ekstra på Mille – men vi skal også passe ekstra godt på hinanden!
Vi har længe levet under anderledes vilkår end de flestes familier og vi er ret gode til det!
Noget af det som vi har lært, i løbet af de sidste år er, at vi alle skal kunne leve vores bedste liv – på de præmisser vi nu har. Mavefornemmelsen er ved at være der og den rummer hele vores familie.

Derfor skal Andreas og Mads i skole og børnehave når der lukkes op. Jesper skal på arbejde når ferien er slut. Jeg skal have Mille hjemme, indtil vi er trygge ved, at sende hende afsted.

Vi kommer til at lave nye rutiner herhjemme, for at passe bedst muligt på Mille. Vi kommer til at følge situationen nøje, passe på hinanden og vi kommer til, at finde ro i den nye hverdag. En hverdag som det ser ud til, at vi alle i Danmark skal lære at leve i. Ligemeget om man er i risikogruppen eller ej.

Livet er nu – vi skal huske at leve det, så godt som vi kan – med de vilkår vi har ~ husk på, at ingen familier er ens♥️
Pas godt på hinanden!

K HandiMor / Susanne

4 kommentarer til “Mavefornemmelse og beslutninger”

  1. Det lyder som om, I har taget den beslutning, som giver det bedste familieliv for jer alle. Hvor er det klogt og godt af jer at følge jeres mavefornemmelse.
    Hvordan er det med jeres hjemmepassere, må de snart komme endnu mere på banen?

    1. Vi har det godt med beslutningen og der er rart at mærke det!
      Milles hjemmepassere er heldigvis tilbage og vi har valgt at bruge lidt ekstra timer, så vi kan have nogle gode dage.
      Det trænger vi til.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen