Alarm 112 hvad kan jeg hjælpe dig med…

I går ringede jeg 112, som jeg har gjort så mange gange før, på grund af Milles epilepsi. Men i går var opkaldet alligevel anderledes, da det foregik fra bilen, hvor vi alle 5 sad.

Mille havde krampet i 13 minutter da jeg ringede 112 og vi havde lige givet den sidste anfaldsbrydende medicin, som vi må give. Andreas og Mads sad ved siden af Mille og Jesper foran i bilen. Jeg selv stod bøjet ind over Mille, der sad i kørestolen.

Normalt kommer Mille ned på gulvet i aflåst sideleje under kramper, men da vi jo var i bilen, var det ikke muligt. Jeg overvejede i et kort øjeblik, at tage hende ud af bilen, men der ville hun ligge på fortovet i regnvejr, dette var ikke var en mulighed.

Mille kan ikke få luft, da jeg har ringet 112, fordi hun ikke får sunket det medicin jeg har givet hende og det slim hun har i munden. Krampen fortsætter og hun er stadig blå om læberne, imens hun hiver efter vejret.
Det lyder voldsomt, imens Jesper prøver at få drejet hendes ansigt og løsner H selen, for at få stimuleret bryst og hals til at synke.

Imens taler jeg med sygeplejersken i telefonen og hun vil gerne have, at jeg holder telefonen hen til Milles mund, så hun kan høre, hvordan hun trækker vejret. Alt dette sker på få minutter, men det føles som om, at der er gået en evighed. Ved siden af sidder Andreas og Mads og følger med i det hele.

De lytter til min stemme, der lyder mere presset end den plejer, de lytter til Milles voldsomme vejrtrækning og de ser, hvordan hun ser ud. De ser Jesper stå og prøve, at få Mille til at synke og de ser mig stå med min telefon, ved Milles mund.

Mille får sunket og hun trækker vejret mere almindeligt og farven vender tilbage i hendes læber. Jeg får at vide, at ambulancen er fremme om få minutter og afslutter samtalen.

Jeg taler til Andreas og Mads, mens jeg finder det vi skal have med på sygehuset. Jeg fortæller dem, at Mille skal på sygehuset, at hun er ude af krampen. Jeg fortæller dem, at de se så seje og nogle gode brødre. Jeg siger, at de skal hjem og hygge med far.
Deres ansigter fortæller mig, at mine ord ikke er nok.

Ambulancen kommer og Jesper løfter Mille derover. Imens giver jeg drengene et kram. Mads smiler lidt og siger farvel. Andreas græder og jeg prøver at trøste – siger at Mille får det godt igen. Det ved jeg godt, siger han – det er bare fordi, at det her sker hele tiden, hulker han💔

Jeg hader at skulle gå fra ham, når han har det sådan – men der er ingen vej udenom. Jeg fortæller ham, at jeg godt kan forstå ham, giver ham et kram og løber over for at afløse Jesper i ambulancen, så vi kan komme afsted, inden et eventuelt nyt anfald kommer til.


Jeg kan mærke, hvordan jeg selv har det, efter sådan en omgang, så hvordan mon ikke vores drenge har det! Det er voldsomt, det er ikke rart at se på eller lytte til. De kunne ikke gå væk, da det foregik i bilen og de skal samtidig rumme, at deres verden nu igen væltede. De har prøvet det mange gange – det slider! Ingen burde opleve alt det som de 2 brødre har oplevet – især Andreas. Men det er deres præmis – deres livsvilkår! Det er svært at bære💔

Mille og jeg kom ind på børneafdelingen uden flere anfald og drengene kom hjem til hygge med deres far. Det gik også denne gang – det skal det!

Om et par timer skal vi hjem fra sygehuset og drengene kommer og henter os. Så er der ro på – indtil næste gang!

K HandiMor / Susanne

6 kommentarer til “Alarm 112 hvad kan jeg hjælpe dig med…”

  1. Pernille Jensen

    Puha… Jeg græder 😢 det var hård læsning. Håber i alle har det bedre og i kan nyde de sidste par dage i påsken. Du er simpelthen så sej en mor. Tanker og knus fra Pernille 😀

  2. Vibeke Denert

    Uha det lyder som er hårdt liv i har. Der er heldigvis også mange glædes stunder, der kan lyse op i de hårde perioder når man har et barn med særlige behov. Jeg bliver helt rørt når jeg læser dette, for det bringer egne lignende oplevelser frem igen. Mine drenge er voksne nu. Jeg har spurgt storebroderen om hans oplevelse af barndommen. Han siger, at han var ked af at lillebror og Mor så ofte var indlagt (Ofte ikke planlagt )og at lillebror fyldte meget pga. den hjælp han skulle have. Men så slutter han med at sige. At det var helt i orden, for det kunne jo ikke være anderledes 😍 Du har nemlig fuldstændig ret, det er vires livsvilkår, som vi må få det bedste ud af. 😘😘

    1. Tak for din besked og for at dele dig og din søns samtale.
      Det er barskt og som forældre,vil vi jo bare så gerne gøre det bedste for alle børn.
      Netop i det akutte, bliver dette ekstra svært.

  3. Pyv ha😨 Sørme hårdt at læse og føler med jer alle❤️
    Samtidig også tankevækkende at læse dine drenges reaktion, som giver mig reflektion til mine egne, nu voksne , drenge, som måtte opleve dette, til tider flere gange ugentlig😞
    Måske derfor den ene i dag er gået sin egen vej og ikke ønsker kontakt pga mors svigt i barndommen. Kunne ikke handle anderledes og gjorde mit bedste udfra de omstændigheder som var, som alene mor.
    Jeg håber og ønsker jer hele familien alt det bedste ❤️❤️❤️

    1. Tak!
      Jeg er ked af at høre, at du også har disse erfaringer og at læse, at du ikke har kontakt til din ene søn.
      Vi gør jo netop det så godt,som vi kan.
      Tanker til dig og din familie!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen