Det øjeblik, hvor du finder ud af, at du intet har, at skulle have sagt…

Sådan et øjeblik havde jeg i dag og det ramte mig med fuld kraft. Jeg havde ikke styr på egne følelser og jeg ville bare væk – jeg følte mig utrolig naiv og kunne ikke samle en tanke, til en fornuftig formuleret sætning.

I dag har jeg, sammen med min mand, været til møde. Vi troede, at vi i samarbejde med fagfolk, skulle nå til en enighed, om hvad der i fremtiden vil være bedst, for vores multihandicappede datter – vi blev klogere.

Vi havde forberedt os, talt med andre fagfolk, forældre og prøvet at tydeliggøre, hvorfor vi ikke var enige i skolens ide om at flytte Mille, fra hendes klasse og til et andet tilbud.

Midt i mødet ramte det mig med 100 km i timen – de havde besluttet sig – vi skulle blot informeres. De lyttede nok til hvad vi sagde, men beslutningen var truffet. Jeg følte at min mening som hendes mor var ligegyldig.

Vi blev informeret om, at der egentlig var en anden mulighed – men denne blev hurtigt taget af bordet. Det kunne der ikke blive tale om.

Jeg kunne ikke komme hurtigt nok ud af det lokale og jeg græd hele vejen hjem.
Jeg kan slet ikke beskrive hvor voldsomt det føles! Både at finde ud af, at mødet mest af alt var information til os og at der nu er lavet en plan for vores multihandicappede datter, som vi på INGEN måde er enige i eller kan acceptere.

Det betyder helt konkret, at vores datter skal skifte klasse efter sommerferien. Hun skal nu gå i et tilbud, hvor hun skal være sammen med andre børn og unge, der alle er kørestolsbrugere og ingen af dem har et verbalt sprog. I snart 8 år, har Mille været vant til, at være sammen med andre børn, der taler til hende og der fysisk kan komme til hende og invitere hende med i leg.
Fagfolk med kendskab til hendes handicap, har beskrevet hvor vigtigt det sociale del er for Mille.

Mille nyder at være social med andre børn. Hendes øjne lyser op og hun er klar – klar til det hele! Hun vokser og bliver nysgerrig!
Alt Milles sociale interaktion, kommer nu til at foregå med voksne – dette hverken kan vi eller vil vi acceptere.
Mille er 8 år og skal være deltagende i et levende og sprudlende skoleliv. Hun skal kognitivt udfordres og hun skal kommunikere med andre børn, på hendes øjenstyringscomputer.
De børn hun skal være sammen med nu, har ikke mulighed for dette. Jeg kan slet ikke se meningen i hvem hun nu skal kommunikere med – ud over voksne.
Denne flytning ser vi som være utrolig ekskluderende og at hendes livskvalitet bliver væsentligt forringet.

Jeg er ødelagt i dag og jeg føler, at vi nu igen skal kæmpe en kamp! Jeg har ikke energi til det – men i morgen er en ny dag og jeg vil gøre alt for, at Milles liv bliver så godt som muligt! Jeg har i dag talt med forskellige fagfolk og udarbejdet nye spørgsmål, som der i morgen skal forelægges dem der har lagt nye planer, for vores datter.

Jeg er simpelthen så skuffet og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har følt mig så magtesløs som mor.

Livet Er Ikke For De Knækkede♥️

K HandiMor / Susanne

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen